Novaïre efter stormen

De sidste måneder har kostet os alt, næsten.......

Det har været nogle forunderlige måneder

Den 1. maj 2026 begyndte et forløb, som på ganske få måneder kom til at ændre næsten alt omkring Novaïre.

Vi har været stille længe. Alt for stille.

Derfor er det på tide at fortælle, hvad der faktisk er sket. Ikke for at fralægge os ansvar, men fordi ansvar også kræver, at hele historien bliver fortalt.

Et stalkingforløb, der bredte sig langt ud over én person

Siden 1. maj har Novaïre, virksomhedens stifter og menneskene omkring os oplevet et forløb, som vi opfatter og har anmeldt som omfattende og vedvarende stalking og chikane, og som nu behandles af politiet.

Det har aldrig alene handlet om mig som stifter. Medarbejdere, samarbejdspartnere, kunder, forfattere og mennesker i vores professionelle netværk er blevet kontaktet og involveret. Også vores familier blev trukket ind i forløbet. Nære familiemedlemmer blev kontaktet. Grænsen mellem virksomhed, privatliv og familie blev overskredet igen og igen.

Vi blev desuden opmærksomme på, at personlige oplysninger om mig, herunder om mine bopælsforhold og kontakter i mit netværk, er blevet delt videre til en tredjepart uden mit samtykke, og at disse oplysninger tilsyneladende blev brugt i et forsøg på at komme tættere på mennesker omkring mig. Det forhold er en del af det, der nu efterforskes.

Heldigvis reagerede de pågældende mennesker omgående. Kontakten blev afvist, og forsøget blev lukket ned.

Det er vigtigt at fortælle, fordi det viser, hvorfor dette ikke kan reduceres til en personlig konflikt mellem to mennesker. Det udviklede sig til et forløb med konsekvenser for en virksomhed, dens medarbejdere, samarbejdspartnere, kunder, forfattere, relationer og familier.

Forløbet er fortsat, og hændelser og henvendelser bliver løbende dokumenteret, samtidig med at sagen håndteres gennem de relevante professionelle og juridiske kanaler.

Da det også ramte Novaïres økonomi

Forløbet bevægede sig også ind i Novaïres økonomiske forhold. Vores bank blev involveret.

En af de alvorligste konsekvenser var en tilbageførsel af mere end 100.000 kroner fra Novaïres virksomhedskonto, som vi har bestridt og indbragt for de relevante instanser, da vi mener den var uberettiget.

Det er vigtigt at understrege, at disse penge ikke var Novaïres egne penge. Der var tale om kundemidler, indbetalt til Novaïre med henblik på videreformidling til konkrete produktioner og ydelser. Da beløbet blev trukket fra kontoen, forsvandt forpligtelsen over for kunderne ikke sammen med pengene.

For at beskytte kunderne og holde de igangværende produktioner og virksomhedens øvrige forpligtelser kørende, indskød jeg som stifter betydelig privat kapital fra min egen opsparing i Novaïre. Et økonomisk tab, Novaïre ikke selv havde skabt, blev dermed også finansieret privat.

Sagen fik efterfølgende yderligere konsekvenser for vores bankforhold. Kontoen blev først begrænset og siden opsagt.

For en mindre virksomhed er kombinationen af et sekscifret likviditetstab, behov for privat kapitaltilførsel og tab af en fungerende bankforbindelse ikke blot et administrativt problem. Det rammer helt grundlæggende muligheden for at modtage betalinger, betale leverandører og opretholde normal drift. Og det skete samtidig med, at Novaïre havde betydelige udestående betalinger fra personer og virksomheder for arbejde, vi allerede havde udført. Vi fortsatte med at arbejde og levere, mens andre undlod at betale for det, de havde modtaget.

Der er en grænse for, hvor længe en mindre virksomhed økonomisk kan holde til, at pengene forsvinder ud, mens betalingerne ikke kommer ind.

Vi blev også ramt indefra

Midt i samme periode konstaterede vi, at kunde- og kontaktdata var blevet eksporteret fra Novaïres CRM-system af en tidligere tilknyttet freelancer. Det kan vi dokumentere, og forholdet håndteres nu juridisk.

Det var ikke hendes kundedatabase. Det var Novaïres, opbygget gennem tid, arbejde og betydelige investeringer.

Samtidig havde Novaïre betalt leverandører for produktioner og ydelser, som efterfølgende ikke blev leveret som aftalt.

På ganske få måneder stod vi derfor med et sekscifret økonomisk tab, et alvorligt påvirket bankforhold, kompromittering af vores kundedata, betydelige ubetalte fakturaer og penge bundet hos leverandører for leverancer der ikke var gennemført.

Og så kom livet oveni

Midt i alt dette, den 4. april, på min egen fødselsdag, fik jeg besked om at min far var alvorligt syg, men i livsforlængende behandling. Den 7. april fik vi at vide, at behandlingen blev stoppet, og at han ville dø inden for et døgn til halvandet. To timer efter den besked talte jeg med ham over Facetime . Han sad fuldstændig frisk, med et glas Baileys i hånden, og vi grinede og pjattede sammen, som vi altid gjorde, uden at noget i hans stemme eller humør afslørede at han var døende. Fem timer senere gled han ind i bevidstløshed, og han døde aftenen den 9. april. Ikke fordi han var svækket eller syg i den forstand man forestiller sig, men fordi hans nyrer var holdt op med at virke, og kroppen langsomt blev forgiftet indefra, uden at dialyse længere kunne rense hans blod.

Jeg fik aldrig lov til at bearbejde tabet i fred. Kort tid efter hans død eskalerede stalkingforløbet voldsomt, med en bølge af opdigtede historier og løgne rettet mod mig, samtidig med at jeg stod midt i sorgen. Der var ingen pause. Ingen rum til at trække vejret. Den ene belastning væltede direkte ind over den anden.

Jeg fortsatte alligevel. Jeg arbejdede. Jeg forsøgte at holde sammen på Novaïre, løse problemerne med produktion, leverandører, kunder, bank og økonomi, og samtidig håndtere et forløb der bevægede sig længere og længere ind i både mit professionelle og private liv.

Jeg fortsatte længere, end jeg burde have gjort. Til sidst var der ganske enkelt ikke mere at give af.

Jeg gik ned med et brag. Jeg vågnede med lammelse i ansigtet. Jeg mistede evnen til at tale normalt. Mit syn blev væsentligt nedsat, og jeg oplevede hukommelsesproblemer. Jeg blev akut indlagt, fordi symptomerne var så alvorlige, at der indledningsvis var mistanke om et slagtilfælde. Jeg tilbragte omkring ti dage på hospitalet.

Heldigvis viste det sig ikke at være et slagtilfælde. Men efter måneders ekstrem og vedvarende belastning havde min krop sagt stop.

Det er forklaringen på tavsheden

Jeg forsvandt ikke, fordi jeg var ligeglad. Jeg forsvandt ikke, fordi jeg ikke ønskede at tage ansvar. Jeg forsvandt, fordi jeg ganske enkelt ikke længere var i stand til at fungere.

Men mens alt dette skete, var der mennesker på den anden side. Forfattere og kunder, som havde betroet Novaïre deres projekter, deres bøger og deres penge. Nogle fik ikke svar. Nogle ventede alt for længe på en afklaring. Nogle vidste ikke, hvad der skete med deres produktion eller deres penge.

Det var ikke godt nok. De havde ingen skyld i det, Novaïre eller jeg var blevet udsat for.

Alt det ovenstående forklarer, hvorfor kommunikationen brød sammen. Men en forklaring fritager os ikke for ansvar. Det skulle have været håndteret bedre. Det ansvar tager vi på os.

At tage ansvar for vores egne fejl betyder imidlertid ikke, at vi samtidig tager ansvar for andres handlinger. Det gør vi ikke længere.

Nu har vi taget handling

Jeg er så småt på vej tilbage bag skærmen. Men denne gang forsøger jeg ikke at bære det hele selv. Jeg har allieret mig med professionelle mennesker, som hjælper med den juridiske, økonomiske og praktiske oprydning.

Alle personer og virksomheder, der skylder Novaïre penge for allerede udført arbejde, er nu sendt videre til retslig inddrivelse. Vi har leveret vores arbejde, og vi accepterer ikke længere, at andres manglende betaling skal finansieres af Novaïre og i sidste ende få konsekvenser for vores kunder.

Samtidig arbejder vi professionelt og juridisk på at få refunderet de beløb, Novaïre har indbetalt til leverandører for produktioner og ydelser, der er bestilt og betalt, men ikke leveret som aftalt. Når disse midler kommer retur, bliver de genudbetalt til de berørte kunder.

Og her ønsker vi at være fuldstændig tydelige: de penge har aldrig været vores. De er ikke vores i dag, og de bliver aldrig vores.

Hvor Novaïre har modtaget kundemidler til en konkret produktion eller ydelse og betalt dem videre til en ekstern leverandør, som efterfølgende ikke har leveret som aftalt, arbejder vi nu på at få pengene tilbage. De skal tilbage til de mennesker, de tilhører.

Det er ikke et spørgsmål om velvilje. Det er et spørgsmål om ansvar.

De øvrige forhold, herunder stalkingsagen, den bestridte tilbageførsel, vores data og de øvrige økonomiske forhold, bliver håndteret og dokumenteret gennem de rette kanaler, og vi afventer myndighedernes og domstolenes endelige vurdering, hvor det er relevant.

Vi ønsker ikke en offentlig krig. Men tavshed skal heller ikke længere betyde, at andre får lov til at skrive historien for os.

Novaïre vender ikke tilbage til det, vi var

Oprydningen betyder ikke, at vi bagefter vender tilbage til hverdagen, som den så ud før 1. maj. Det gør vi ikke.

De seneste måneder har tvunget os til at tage stilling til, hvad Novaïre skal være fremover. Og én beslutning er truffet.

Novaïre takker af som forlag for private forfattere

Det er ikke en beslutning truffet i vrede eller fra den ene dag til den anden. Det er resultatet af de erfaringer, vi har gjort os, og en erkendelse af, at vi ikke længere ønsker at drive denne del af virksomheden.

Men vi lukker ikke døren og efterlader andre mennesker med konsekvenserne. Før vi siger endeligt farvel til denne del af Novaïre, rydder vi ordentligt op. De enkelte udestående forløb bliver gennemgået. Vores krav bliver forfulgt. Betalinger til leverandører for ikke-leverede ydelser bliver søgt tilbageført. De berørte kunders midler bliver håndteret. Og de juridiske forhold bliver overladt til professionelle mennesker med kompetencerne og kræfterne til at håndtere dem.

Jeg er så småt på vej tilbage. Ikke helt. Ikke endnu. Men jeg er tilbage bag skærmen, og jeg har denne gang mennesker omkring mig, som hjælper med at bære det, der aldrig burde have været båret af ét menneske alene.

Tak

Til de private forfattere, som gennem tiden har betroet Novaïre deres manuskripter, historier og drømme, vil jeg gerne sige tak. Der har været fantastiske bøger. Der har været fantastiske mennesker. Der har været oplevelser og øjeblikke, jeg aldrig ville have været foruden.

Og der har været fejl. Dem løber vi ikke fra.

De seneste måneder har kostet Novaïre dyrt. Økonomisk. Professionelt. Og menneskeligt.

Vi tager ansvar for de steder, hvor vi selv svigtede. Men vi vil heller ikke længere tie om de forhold, der bragte os hertil. Vi tager ansvar for det, der er vores ansvar. Og vi lader myndighederne og retssystemet tage stilling til resten.

Nu rydder vi op. Vi gør det ordentligt. Og derefter siger vi farvel til dette kapitel af Novaïre.

Nogle kapitler skal ikke skrives om. De skal afsluttes ordentligt. Det er det, vi gør nu.

April Sandbäck Stifter, Novaïre